Jeg har efterhånden erfaret, at tiden er en tilstand, der er svær at få greb om. Det er som om, den farer afsted uden større mening og samtidig, er den bare. Lige her, lige nu. 

Jeg øver mig i at være i nuet, suge det maksimale ud af øjeblikke. Bare være.

Men så er der ham min ældste, der pludselig er blevet ni år. Og min anden store dreng er syv. De to mindste er ej heller så små længere. Der var tiden igen. Den går.

Lige nu går den godt. Jeg føler, jeg har forstået noget om det der liv, og det kan bruges som en form for udgangspunkt. Et sted at starte.

Og når jeg ser på mine mennesker og opdager, at de vokser og bliver nogle fine eksemplarer, som jeg er med til at skabe, bliver jeg glad. Stolt. Og fyldes op af kærlighed, når de kigger i mine øjne. Mine små og store.