At vide, at det er det helt rigtige.
Den rette vej at gå.
Alt føles godt, ægte.
Jeg når tættere på mine drømme.
Jeg tør gå efter det, jeg mærker er det rigtige for mig.
Det, jeg har lyst til.
Det jeg vil.

Samtidig opstår tvivlen.
Ikke med det samme.
Den kommer snigende.
Lige så stille.
Lige så langsomt.

Er du sikker? hvisker den.
Tror du virkelig på det? fortsætter den.
Er det ikke bedre, bare at lade være?

Det er i hvert fald nemmere.

Men hvis jeg bliver ved med at bakke hver gang tvivlen melder sig, kommer jeg aldrig nogen vegne.
Det er umuligt at få mine drømme opfyldt, hvis jeg bliver siddende.
Det er også umuligt for mig at sidde stille, så hvorfor ikke bevæge mig den vej, der føles rigtig?

Jeg forsøger at acceptere tvivlen som en del af min vej. Den kommer til at være med.
En almen følelse, måske?

Jeg lader mig ikke slå ud.
Ikke ret længe ad gangen.
Ikke denne gang.